En kommune i Nordsjælland har indført det kommunale modstykke til patienter på hospitalsgangene og valgt, at møder mellem sagsbehandlere og kontanthjælpsmodtagere skal foregå via en telefon placeret ved de offentlige toiletter i borgerservice. Er det god forvaltning? Og hvordan endte vi der?

Idag har vi fokus på, hvor galt det kan gå, når alle – fra borgmester til sagsbehandler – tilsyneladende glemmer at spørge sig selv og hinanden om, hvorvidt tiltag, der måske hver især giver mening for forvaltningen, nu også er god forvaltning for borgeren.

‘Har du spørgsmål om kontanthjælp? Er du boligløs og vil høre  om mulighed for hjælp til akutbolig til dig og dine børn? Så skal du gå ned ad gangen og ringe op til kontanthjælpsafdelingen fra telefonboksen derhenne ved toiletterne’.

Cirka sådan lyder beskeden fra den venlige medarbejder i borgerservice i en kommune i Nordsjælland, mens hun peger over mod de offentlige toiletter.

De ligger i sikker afstand fra loungeområdet og automaten med café latte og kakao, som man kan benytte, mens man venter på at bestille nyt pas eller forny sit kørekort. Og det er altså her, ved toiletterne foran kantinen, man kan ringe op til en sagsbehandler, når verden er brudt sammen, dagpengene er hørt op, man vil skilles fra manden og en tilværelse præget af misbrug og mentale overgreb, og ikke kan finde et sted at bo til sig selv og sine børn.

Gode grunde

Der er sikkert gode grunde til, at kommunen vælger toiletterne som stedet, hvor trængte borgere kan henvende sig.

Måske har trusler fremsat af frustrerede borgere mod sagsbehandlere ført til en beslutning om at reducere antallet af personlige møder med borgerne? Måske har kommunen vurderet, at det sparer tid, at ‘mødet’ ikke inviterer til småsnak og ekstra spørgsmål? Eller at det sparer kontorplads og øger sikkerheden hvis borgerne ikke skal ind på rådhusets gange? Og måske er toiletterne virkelig det sted, hvor der var mest fred og ro til en telefonisk samtale med et menneske i den anden ende af linien?

Er det god forvaltning?

Uanset de mange gode grunde der kan være, kan det imidlertid undre, at hverken sagsbehandlere, mellemledere, afdelingsledere, kommunalbestyrelsesmedlemmer eller borgmesteren i den Nordsjællandske kommune tilsyneladende stiller sig selv etiske spørgsmål som: Hvilket menneskesyn giver vi udtryk for, når vi forlægger private samtaler til det offentlige rum lige uden for toiletterne? 

Eller det mere målstyrende spørgsmål: Hvad gør det ved forvaltningens kommunikation med borgeren og ved vores evne til at give den rette hjælp i overensstemmelse med loven, at vi kun kan tale i telefon med borgerne? Og er det hensigtsmæssigt, når vi har at gøre med borgere, der ofte har svært ved at finde ud af, hvad de overhovedet skal spørge om i den der telefon? Borgere, hvis liv er noget rod og som måske mest af alt har lyst til bare at stille sig op lige ud for café latte automaten og råbe: ‘Hjælp’?

Selvrefleksion – ja tak

I den kommunale forvaltning er der mange hensyn at tage – også til sagsbehandlernes sikkerhed og til den kommunale økonomi.

Men netop derfor, er det ekstra vigtigt at både medarbejdere og folkevalgte politikere jævnligt stiller sig selv – og borgerne – spørgsmål som: Hvordan bidrager det initiativ vi nu tager til god forvaltning og løsning af borgerens problem? Kunne vores tiltag tænkes at have utilsigtede konsekvenser? Handler vi i overensstemmelse med lovens ånd og bogstav?

Et gammelt ordsprog siger, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det er nok store ord at bruge om en forvaltning i Nordsjælland. Men initiativ ‘offentlige toiletmøder’ er vel næppe vejen til den gode forvaltning?