Debat i teltet hos Landdistrikternes Fællesråd

Er borgerbudgettering bare gammel vin på nye flasker? Og er samskabelse og borgerbudgettering ikke blot nye DJØF-ord, for det vi har gjort i årtier, spurgte Odsherreds borgmester @Thomas Adelskov. Og forsker Hanne Tanvig fra Københavns Universitet fulgte op: Borgerbudgettering – Batter det noget i forhold til de udfordringer landdistrikterne står med?

Godt animeret af facilitator @Tyge Mortensen havde vi en god og livlig debat på Folkemødet, men efter at have arbejdet med borgerbudgettering i syv år, spørger jeg mig selv, om det var den rigtige diskussion og de rigtige spørgsmål?

Odsherred kommune har, ligesom mange andre kommuner, set fantastiske resultater ved at lægge midler ud, som borgerne selv kan bestemme over. I Odsherred kalder man det ikke borgerbudgettering, men hvis vi skal have fokus på bolden (det er vel VM-tid) så er det vigtige vel, at man er lykkedes med at skabe engagement, mere frivillighed og ejerskab, ikke hvad vi kalder det.

Men batter det noget? Det er rigtigt, at borgerbudgettering ikke forslår, hvis intentionen er at sætte skub i hele udviklingen af landdistrikterne. Der skal mere til, men man bruger jo heller ikke en skruetrækker til at bygge en motorvej. Værktøjet skal bruges rigtigt.

Borgerbudgettering er ved at blive udbredt i Danmark, fordi det uomtvisteligt har nogle styrker som redskab til at mobilisere. En stor evaluering fra det britiske indenrigsministerium viste, at borgerbudgettering bedre end andre redskaber fremmer mobiliseringen af borgergrupper, der sjældent eller aldrig er deltagere i lokalsamfundet. Erfaringerne fra kommuner som Kolding, Hedensted, Gladsaxe og Haderslev viser også, at borgerbudgettering evner at sætte processer i gang, som andre udviklingstiltag kan bygge på. @Allan Emiliussen fra byrådet i Haderslev fortalte hvordan de var startet med borgerbudgettering, og selv om de ikke vidste hvor det ville føre dem hen, gjorde en stor borgerdeltagelse, at de var meget glade for den rejse de var begyndt på.

Skal man koge det ned til en demokratisk bouillonterning, så mener jeg borgerbudgettering især er velegnet, hvis du vil:

• Styrke dannelsen i lokaldemokrati og opbygge social kapital i områder, hvor netop den ikke er så stærk,
• Have et redskab til at styrke en ligeværdig dialog mellem borgere og kommune.
• Få kreativiteten i spil blandt borgerne og styrke deres ejerskab til og ansvar for løsninger, fordi de selv har fundet på dem.

Som politiker eller embedsmand får du med borgerbudgettering indsigt i hvad folk prioriterer, og hvad der engagerer dem, og selv om du måske afgiver kontrollen over en 0,5 eller 1% opnår du over tid en langt større legitimitet til at forvalte de resterende 99%.

Men vi er såmænd langt fra 0,5%. Nogle kommuner er ambitiøse og vælger at skalere borgerbudgetteringen op. Det kan gøres på mange måder. Lad os tage en debat om det. Om hvordan vi får styrket lokalsamfundsudviklingen gennem endnu mere ansvar til borgerne. Alt sammen er det med til at styrke betingelserne for et frugtbart samarbejde mellem borgere og kommune og andre aktører. Nogle kalder det samskabelse, men jeg tænker – er det ikke ligegyldigt, bare det virker?

Retssikkerhed er, forenklet set, når der er sammenhæng mellem den ret og pligt, som en borger kan læse i loven, og den ret og pligt, som borgeren faktisk oplever bliver udført af de offentlige myndigheder.

Det er f.eks. ikke god retssikkerhed, når kommunen ikke i tilstrækkelig grad inddrager væsentligt materiale, som borgeren har fremlagt i sagsbehandlingen. Eller når kommunen har misforstået, hvornår betingelserne for at få en ydelse er opfyldt, kommunen har glemt at høre borgeren, inden den har truffet afgørelse, eller ikke er kommet med en god begrundelse for den afgørelse, der er truffet.

Når retssikkerheden ikke er overholdt, kan Ankestyrelsen træffe en ny afgørelse hvis kommunen (i øvrigt) har behandlet sagen grundigt nok. Hvis sagen ikke er blevet behandlet grundigt nok, er Ankestyrelsens nødt til at hjemvise sagen, og lade kommunen ”prøve igen”. Det koster både tid og penge.

Retssikkerheden har det skidt

For at ’tage temperaturen’ på retssikkerheden, fører Ankestyrelsen statistik over de sager, den behandler.  Og det ser desværre ud til, at retssikkerheden nogle steder har det rigtig skidt. I 2015 traf kommunerne f.eks. kun en rigtig afgørelse i ca. 40% af sagerne på voksenhandicapområdet i serviceloven. I 60% af sagerne, var retssikkerheden altså ikke efterlevet. I over halvdelen af disse sager, havde kommunen ikke overholdt spillereglerne for god sagsbehandling.

Der er ingen tvivl om at der er sket meget på socialområdet de sidste 10-20 år, men faktum er at halvdelen af fejlene ikke skyldes manglende forståelse for den sociale lovgivning, men manglende overholdelse af forvaltningsloven, som har været gældende i over 30 år. Forvaltningsloven gælder for alle offentlige myndigheder. Men på ingen andre områder sker der så mange forvaltningsretlige fejl som på socialområdet. Det bør vække opmærksomhed. Det er svært at forestille sig, at så omfattende fejl kan blive ved med at ske, hvis ikke det er accepteret af ledelsen, at det sker.

Er dårlig forvaltning i orden?

Det kan undre, at der ikke på ledelsesgangene – eller i kommunalbestyrelserne er mere fokus på disse tal. Hvor er de kommuner, der siger ”det er for ringe – det kan vi da gøre bedre”?

Hvis kommunerne ikke lavede retssikkerhedsmæssige fejl, så ville antallet af forkerte afgørelser efter borgerens første ”tur” gennem systemet være tæt på 0.  Så ville der faktisk være tale om en høj grad af retssikkerhed. Men så længe ingen ansvarlige – læs Folketinget eller kommunerne selv –  synes det er et problem af Ankestyrelsen underkender 60% af kommunernes afgørelser, og så længe hensynet til kommunens økonomi vejer tungere end hensynet til at loven overholdes, så ændrer tingene sig nok ikke.

Hvad skal vi så gøre ved det?

God forvaltning kommer ikke af sig selv, det kræver vedvarende opmærksomhed fra ledelsen – og vilje til, at det er en prioritet. Det tager nemlig tid at behandle en sag ordenligt – men så slipper man til gengæld for at behandle den samme sag igen, når Ankestyrelsen har sendt den tilbage. God forvaltning er derfor i farezonen, hvis medarbejderne ikke får den nødvendige tid til at behandle sagerne. Det kræver selvfølgelig en ”upfront” tidsinvestering, men det burde være rentabelt allerede efter et halvt år, når sagerne ikke længere skal genbehandles. Og så vil borgerne helt sikkert sætte pris på en hurtigere afklaring.

God forvaltning derude – det er ikke så svært, men ansvaret er kommunalbestyrelsens.

Sanne Møller, Direktør, Center for God Forvaltning

Hvad mener sagsbehandleren, når hun siger ‘partshøring’ og ‘agterskrivelse’? Og hvornår har offentlige myndigheder ‘notatpligt’?

Af Malene Sønderskov, Partner

Når vi som borgere får brug for hjælp fra ’det offentlige’, er de første møder ofte en skræmmende oplevelse. Mødet sker ofte på baggrund af en begivenhed, der har rystet vores tilværelse og identitet. Vi er selv blevet alvorligt syge eller uarbejdsdygtige. Eller et barn, en forælder eller en ægtefælle har fået et handicap.

Vores evne til at klare os selv er kommet under pres. Vi er nødt til at bede om hjælp og lade fremmede mennesker ’komme tæt på’.

På kommunen taler de ‘kommunalsk’

Men mødet med de offentlige myndigheder er også skræmmende på et andet plan. For pludselig konfronteres vi med et sprog og en logik, som vi hidtil ikke har haft behov for at kende til. Vi hører ord som ’partshøring’, ’sagens oplysning’ og klagefrist. Og er ofte ikke helt klar over, hvad de dækker over, og hvad de ord har at gøre med os?

Der er imidlertid ’mening med galskaben’. Forvaltningsloven, som er den der regulerer den måde, sager behandles på, er i bund og grund indrettet for at sikre en god og grundig behandlings af borgernes sag – og at vi inddrages i processen. Og faktisk er der så bred enighed om, at loven er både god og fyldestgørende, at den er forblevet uændret i årtier.

Hjælp at hente

Derfor har Center for God Forvaltning udgivet en ’Ordbog for Borgere og Bisiddere’. Håbet er, at den kan lette mødet med forvaltningen og at ordforklaringerne kan bidrage til en bedre forståelse af, hvad loven siger, og hvad man som borger har ret til.

Sammen med vores ’kort over sagens gang’ håber vi, at den kan lette mødet med en verden, der for de fleste virker fremmed og svær, når vi mødes med den første gang.