Retssikkerhed er, forenklet set, når der er sammenhæng mellem den ret og pligt, som en borger kan læse i loven, og den ret og pligt, som borgeren faktisk oplever bliver udført af de offentlige myndigheder.

Det er f.eks. ikke god retssikkerhed, når kommunen ikke i tilstrækkelig grad inddrager væsentligt materiale, som borgeren har fremlagt i sagsbehandlingen. Eller når kommunen har misforstået, hvornår betingelserne for at få en ydelse er opfyldt, kommunen har glemt at høre borgeren, inden den har truffet afgørelse, eller ikke er kommet med en god begrundelse for den afgørelse, der er truffet.

Når retssikkerheden ikke er overholdt, kan Ankestyrelsen træffe en ny afgørelse hvis kommunen (i øvrigt) har behandlet sagen grundigt nok. Hvis sagen ikke er blevet behandlet grundigt nok, er Ankestyrelsens nødt til at hjemvise sagen, og lade kommunen ”prøve igen”. Det koster både tid og penge.

 

Retssikkerheden har det skidt

For at ’tage temperaturen’ på retssikkerheden, fører Ankestyrelsen statistik over de sager, den behandler.  Og det ser desværre ud til, at retssikkerheden nogle steder har det rigtig skidt. I 2015 traf kommunerne f.eks. kun en rigtig afgørelse i ca. 40% af sagerne på voksenhandicapområdet i serviceloven. I 60% af sagerne, var retssikkerheden altså ikke efterlevet. I over halvdelen af disse sager, havde kommunen ikke overholdt spillereglerne for god sagsbehandling.

Der er ingen tvivl om at der er sket meget på socialområdet de sidste 10-20 år, men faktum er at halvdelen af fejlene ikke skyldes manglende forståelse for den sociale lovgivning, men manglende overholdelse af forvaltningsloven, som har været gældende i over 30 år. Forvaltningsloven gælder for alle offentlige myndigheder. Men på ingen andre områder sker der så mange forvaltningsretlige fejl som på socialområdet. Det bør vække opmærksomhed. Det er svært at forestille sig, at så omfattende fejl kan blive ved med at ske, hvis ikke det er accepteret af ledelsen, at det sker.

 

Er dårlig forvaltning i orden?

Det kan undre, at der ikke på ledelsesgangene – eller i kommunalbestyrelserne er mere fokus på disse tal. Hvor er de kommuner, der siger ”det er for ringe – det kan vi da gøre bedre”?

Hvis kommunerne ikke lavede retssikkerhedsmæssige fejl, så ville antallet af forkerte afgørelser efter borgerens første ”tur” gennem systemet være tæt på 0.  Så ville der faktisk være tale om en høj grad af retssikkerhed. Men så længe ingen ansvarlige – læs Folketinget eller kommunerne selv –  synes det er et problem af Ankestyrelsen underkender 60% af kommunernes afgørelser, og så længe hensynet til kommunens økonomi vejer tungere end hensynet til at loven overholdes, så ændrer tingene sig nok ikke.

Hvad skal vi så gøre ved det?

God forvaltning kommer ikke af sig selv, det kræver vedvarende opmærksomhed fra ledelsen – og vilje til, at det er en prioritet. Det tager nemlig tid at behandle en sag ordenligt – men så slipper man til gengæld for at behandle den samme sag igen, når Ankestyrelsen har sendt den tilbage. God forvaltning er derfor i farezonen, hvis medarbejderne ikke får den nødvendige tid til at behandle sagerne. Det kræver selvfølgelig en ”upfront” tidsinvestering, men det burde være rentabelt allerede efter et halvt år, når sagerne ikke længere skal genbehandles. Og så vil borgerne helt sikkert sætte pris på en hurtigere afklaring.

God forvaltning derude – det er ikke så svært, men ansvaret er kommunalbestyrelsens.

 

Sanne Møller, Direktør, Center for God Forvaltning