Hvad mener sagsbehandleren, når hun siger ‘partshøring’ og ‘agterskrivelse’? Og hvornår har offentlige myndigheder ‘notatpligt’?

Af Malene Sønderskov, Partner

Når vi som borgere får brug for hjælp fra ’det offentlige’, er de første møder ofte en skræmmende oplevelse. Mødet sker ofte på baggrund af en begivenhed, der har rystet vores tilværelse og identitet. Vi er selv blevet alvorligt syge eller uarbejdsdygtige. Eller et barn, en forælder eller en ægtefælle har fået et handicap.

Vores evne til at klare os selv er kommet under pres. Vi er nødt til at bede om hjælp og lade fremmede mennesker ’komme tæt på’.

 

På kommunen taler de ‘kommunalsk’

Men mødet med de offentlige myndigheder er også skræmmende på et andet plan. For pludselig konfronteres vi med et sprog og en logik, som vi hidtil ikke har haft behov for at kende til. Vi hører ord som ’partshøring’, ’sagens oplysning’ og klagefrist. Og er ofte ikke helt klar over, hvad de dækker over, og hvad de ord har at gøre med os?

Der er imidlertid ’mening med galskaben’. Forvaltningsloven, som er den der regulerer den måde, sager behandles på, er i bund og grund indrettet for at sikre en god og grundig behandlings af borgernes sag – og at vi inddrages i processen. Og faktisk er der så bred enighed om, at loven er både god og fyldestgørende, at den er forblevet uændret i årtier.

 

Hjælp at hente

Derfor har Center for God Forvaltning udgivet en ’Ordbog for Borgere og Bisiddere’. Håbet er, at den kan lette mødet med forvaltningen og at ordforklaringerne kan bidrage til en bedre forståelse af, hvad loven siger, og hvad man som borger har ret til.

Sammen med vores ’kort over sagens gang’ håber vi, at den kan lette mødet med en verden, der for de fleste virker fremmed og svær, når vi mødes med den første gang.